|
Uddannelsen tager udgangspunkt i en individuel uddannelses-/undervisningsplan, som udarbejdes af eleven, elevens faglærer og uddannelseslederen i fællesskab.
Der holdes elevsamtaler fire gange årligt, som danner basis for en elevstatusrapport, der tilsendes elevens sagsbehandler.
I undervisningen indgår en kombination af praktiske og teoretiske fagområder, og der undervises i både de „bløde" og de „hårde" kvalifikationer.
Det forsøges at give den enkelte elev kvalifikationer, som står i forhold til elevens muligheder, for derigennem at opnå de færdigheder, som er nødvendige for at klare et job og for at leve en selvstændig og aktiv tilværelse.
Selvom eleven ikke umiddelbart vil kunne gøre brug af de etablerede uddannelseinstitutioner, vil der alligevel kunne ske deltagelse i kursus afholdt af disse institutioner. Derved kan eleven opnå et arbejdsmarkedsanerkendt kursusbevis.
Hele uddannelsesforløbet i PGU vil være tilrettelagt med stor individualitet og fleksibilitet for den enkelte elev, og forløbet vil typisk vare gennemsnitligt 3 år.
|